Det siger sig selv at barndommen er definerende for det senere voksne menneske. The child is the father of the man. Men når det kommer til musikken er ungdommen væsentlig mere udslagsgivende. For det er midt i kroppens omdannelsesproces at musik kan være lige netop det, der får alting til at gå op i en højere enhed. Musik er følelser. Teenagelivet er følelser for fuld smadder.
Jeg var teenager i halvfemserne - dette kakofoniske årti - som i disse år på forudsigelig vis er vendt tilbage. Al nutid er trods alt umulig at definere, når man står midt i orkanens øje, og det er måske nok også bedst sådan. Jeg kan dog endnu ikke helt lure om tilbagevendelsen er på sin plads. I hvert fald dele af den.
Jeg opdagede for alvor rocken i begyndelsen af halvfemserne. Efter at have sejlet hovedkuls rundt på hip hoppens rørte vande og flirtet lidt med metal, fandt jeg pludselig en lyd - en verden - der ramte mig midt i hjertekulen. Den alternative rockmusik. Bands som Dinosaur Jr, Sonic Youth, Sebadoh, The Flaming Lips, Hüsker Dü, Psyched Up Janis, Pixies, Jesus and Mary Chain og My Bloody Valentine åbnede døre jeg ikke troede fandtes. Hvor metalmusikken tidligere havde leget rollespil og pustet sig lige lovlig dramatisk op, var her nogle mænd og kvinder der var anti-æstestik, normcore om man vil. De kunne behandle deres guitarer som var de i slåskamp. Men hvor metalhovederne var nøje iscenesat voldselegance, var der her tale om ukontrollerbar, uforudsigelig destruktion. Specielt Thurston Moore fra Sonic Youth opførte sig nærmest uanstændigt overfor sin guitar og detaljen med at stemme den inden man giver sig i kast, var underligt underprioriteret. Og støjen. Denne vidunderlige støj. Jeg elskede det og ville have mere. Hvilken vidunderlig verden der pludselig åbnede sig.
Jeg husker den dag da jeg hjemme i stuen på MTV - som rent faktisk var en kanal man gad at se på det tidspunkt - første gang så 'Smells Like Teen Spirit' videoen af Nirvana. Jeg var mundlam, men alligevel ikke helt solgt. Det var først flere år senere at jeg kunne overbevise mig selv om at jeg faktisk ikke rigtig var og nogensinde har været vild med det band. Og hvorfor så ikke det? Jeg var jo en sucker for alternativ rockmusik. Jeg elskede punk og støjende guitarer. Der var i det hale taget rigtig mange gode grunde til at jeg - lige som milioner af andre rastløse teenagedrenge - skulle tage det band til mig og gøre det til mit. Men jeg fandt aldrig rigtig melodien.
I dag tror jeg jeg ved hvorfor. Kurt Cobain. Manden. Myten. Antihelten. Den ultimative personificering af identitetssøgende ulykkelig ungdom. Jeg anerkender hans åbenlyse talent som sangskriver, sanger og guitarist. Han havde virkelig noget at komme med, men hold nu kæft hvor var han alvorlig omkring det. I hate my self and I wanna die, blev et mantra for hvide middelklassebørn, der vel egentlig dybest set gik rundt og havde det meget godt. Denne smukke heroinjunkie og hans komplet mangel på selvironi blev til ungdommens stemme, i et ellers temmelig ironisk årti. Men havde han egentlig noget at sige? Var han egentlig ikke mest interesseret i sin egen tristesse og lede ved livet og sin konstante flirten med selvmordet?
Der er historisk set kassevis af eksempler på store personligheder for hvem smerten og derouten er omdrejningspunktet. Jeg fristes til at påstå at lige præcis dén drivkraft er en forudsætning for den 'ægte' sande kunst. Den der sætter noget på spil. Men hvis den står alene som fortællingen og dermed danner rammen om kunstneren og hermed bliver adapteret af en enorm fanskare - der gør den ulykkelige narkoman til helten - mangler der altså et lag eller to af noget mere for mig. Jeg købte ganske enkelt ikke helhjertet konceptet Nirvana.
Jeg vil dog afslutningsvis komme med en indrømmelse. '
Territorial Pissings' er sgu et ret fedt nummer.
I hate myself but I wanna live!
Anders Buhl
