Dette album fra 1975 er med på diverse lister over værste rockplader der nogensinde er udgivet. Og fortællingerne om tilblivelsen er mange. Rygter siger bl. a. at det var Reed's forsøg på at slippe væk fra et irriterende pladeselskab, der kun var interreseret i hits.
Faktum er - uanset hvad der motiverede ham til at indspille det - at vi taler 64 minutter konstant feed back, distortion og atonal guitar uden sangstrukturer, rytmer eller på nogen måde leflen for lytteren. Der er med andre ord MEGET langt fra 'Walk On The Wild Side', 'Perfect Day' og 'Satellite of Love' til dette avantgardeeksperiment.
Det blev - måske ikke så overraskende - i sin samtid sablet gevaldigt af anmelderne og en kæmpe kommerciel fiasko. Men det er samtidig uundgåelig at overse, hvis man vil finde ind til kernen af den senere Noise og No Wave scene. Og så efterlader det Lou Reed i historiebøgerne, som en kunstner der ikke ville sættes i bås, eller gå på kunstnerisk kompromis.
Jeg sætter selv albummet på en sjælden gang i mellem, hvis jeg trænger til at blive rystet lidt i min grundvold. Og indrømmet; det er langt fra altid jeg hører det til ende.
Du kan selv se hvor længe du holder her.
Anders Buhl
Ingen kommentarer:
Send en kommentar