Dette album er et af dem jeg vender tilbage til mindst en gang om året.
Garanteret er det, at senefterårets vejrligsmiskmask trigger, overgangen til
det vinterlige og selve årstiden er katalyserende. Der er ingen øredøvende
regngennemblødte ubekvemmeligheder, eller soniske frostbid for den sags skyld,
nej, tværtimod indgyder det mig på afskærmende vis varme og tryghed, suppleret
af en perfekt doseret melankoli, særligt i finalen.
I dag for præcist 10 år siden, mere eller mindre, oplevede jeg dette
ambient-udspil for første gang som i just beskrevet – alt er stadig intakt,
intet har forandret sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar